ROSACEA – ÅRSAGER OG PLEJE

Rosacea er en almindelig hudtilstand, som er hyppigere i Skandinavien og Nordeuropa grundet vores lysere hud. Dog rammer rosacea cirka 45 millioner mennesker på verdensplan 1. Hvis du har mistanke om, at du har rosacea, anbefaler vi, at du kontakter din læge eller hudlæge for diagnose og vejledning.

Nedenfor kan du læse mere om årsager, symptomer og behandling af rosacea, samt hvordan du potentielt kan forebygge tegn på rosacea.

HVAD ER ROSACEA?

Rosacea er en kronisk betændelsestilstand i huden, der primært opstår i ansigtet. Den er forårsaget af udvidede og synlige blodkar (kapillærer) og ofte ledsaget af erythema, som er karakteriseret ved rødme i kinderne. Selvom rosacea og almindelig rødme deler visse symptomer og udløsende faktorer, er det vigtigt at skelne mellem de to.

Almindelig rødme er en midlertidig reaktion på forskellige stimuli, mens rosacea er en vedvarende tilstand med permanent udvidede blodkar. I nogle tilfælde kan ubehandlet, vedvarende rødme udvikle sig til rosacea med røde knopper og betændelse.

Mens rødme er en normal reaktion, som alle kan opleve, er rosacea en hudsygdom, der ofte kræver medicinsk eller klinisk behandling.

SYMPTOMER PÅ ROSACEA

Rosacea er en hudlidelse, der kan give anledning til både fysisk ubehag og bekymringer. Den viser sig typisk i ansigtet og kan variere fra mild rødmen til mere alvorlige symptomer. At kende tegnene på rosacea er det første skridt mod at få den rette hjælp og behandling.

Rødme og synlige blodkar:

Det mest karakteristiske symptom på rosacea er rødmen i ansigtet, især på kinderne, næsen og hagen. Denne rødmen kan blusse op i perioder, men i mere fremskredne stadier kan den blive permanent. Udvidede blodkar, der ligner små, røde tråde, kan også blive synlige på hudens overflade.

Irritation og ubehag:

Udover rødmen kan rosacea forårsage en række ubehagelige symptomer, herunder:

  • Svie og brændende fornemmelse: Huden kan føles irriteret, sviende og brændende.
  • Stramhed: Huden kan føles stram og tør.
  • Øjenproblemer: Rosacea kan også påvirke øjnene og give tørre, irriterede og røde øjne.


ROSACEA I STADIER

Rosacea udvikler sig i stadier, der spænder fra mild til svær. I det første stadie oplever man typisk lejlighedsvis rødmen, ofte udløst af specifikke triggere som sollys, varme eller krydret mad.

Andet stadie er kendetegnet ved mere vedvarende rødme og synlige blodkar, der tegner et fint, rødt netværk på huden.

Tredje stadie byder på yderligere symptomer i form af små, røde knopper og pustler, der kan minde om akne. I det fjerde og mest alvorlige stadie bliver huden fortykket og ujævn, især på næsen, og der kan opstå hævelser.

FOREBYGGELSE AF ROSACEA: UNDGÅ UDLØSENDE FAKTORER

Rosacea kan ikke kureres, men du kan minimere symptomerne og forebygge opblussen ved at undgå kendte udløsende faktorer og beskytte din hud. Her er en guide til, hvordan du kan forebygge rosacea:

  • Soleksponering: Soleksponering er en af de hyppigste udløsende faktorer for rosacea. Faktisk viser undersøgelser, at 88% af rosacea-ramte oplever en forbedring ved at beskytte huden mod solen².

    Brug dagligt en bredspektret solcreme med høj SPF (minimum 30), selv på overskyede dage. Genpåfør solcremen hver anden time, især efter sved eller badning. Brug beskyttende tøj som hatte og solbriller. Søg skygge i de timer, hvor solen er stærkest.


  • Pludselige temperaturændringer: Både varme og kulde kan udløse rødmen. Beskyt din hud mod ekstreme temperaturer ved at bruge en halsedisse eller tørklæde om vinteren for at beskytte ansigtet mod kold vind. Undgå lange, varme bade, og vær forsigtig med saunaer og andre varme omgivelser.


  • Kost og livsstil: Visse fødevarer og drikkevarer kan udløse rosacea. Du kan derfor med fordel begrænse indtaget af alkohol, krydret mad og mejeriprodukter. Rygestop er også vigtigt, da rygning kan forværre rosacea.


  • Stress og angst: Stress og stærke følelser kan forværre rosacea. Prøv at finde metoder til at håndtere stress, såsom yoga, meditation, mindfulness eller motion. Det er desuden vigtigt at prioritere søvnen.


  • Hudpleje: Langvarig brug af eksempelvis steroidcremer kan forværre rosacea. Du kan med fordel vælge milde, uparfumerede, hypoallergene hudplejeprodukter, der er specielt udviklet til at pleje sensitiv hud .

Hos La Roche-Posay finder du vores Toleriane hudplejeserie, der består af produkter, som er udviklet specielt til at imødekomme behovene hos sensitiv hud og hud med tendens til mild rosacea.

Ved at begrænse disse udløsende faktorer og anvende beroligende hudpleje, kan du potentielt forebygge rosacea eller minimere symptomerne. Da rosacea ofte bliver tydeligere med alderen, er tidlig forebyggelse eller behandling vigtig.



BEHANDLING AF ROSACEA

Rosacea kan være en generende hudlidelse, men heldigvis findes der effektive behandlingsmuligheder, der kan lindre symptomerne og forbedre din huds udseende. Fra medicinske cremer til avancerede laserbehandlinger – en hudlæge kan hjælpe dig med at finde den rette løsning.

Medicinsk behandling:

Din hudlæge kan ordinere medicin, der kan hjælpe med at kontrollere rosacea. Dette kan være i form af:

  • Cremer og salver (topiske antibiotika): Disse påføres direkte på de berørte områder og kan hjælpe med at dæmpe rødme, knopper og betændelse.

  • Tabletter (orale antibiotika): Ved mere alvorlige tilfælde kan antibiotika i tabletform være nødvendige for at bekæmpe betændelsen.

Laserbehandling:

Laserbehandling er effektivt til at fjerne synlige blodkar og mindske rødmen forårsaget af rosacea. Der findes forskellige typer laserbehandling, blandt andet:

  • KTP-laser: Denne lasertype kan give markante forbedringer. Typisk skal man have to behandlinger med seks ugers mellemrum.

  • Intens Pulseret Lys (IPL): IPL er en anden effektiv laserbehandling, der er især god til at behandle bristede blodkar (karsprængninger).

Hvis du får laserbehandling, er det væsentligt at undgå solen lige før og efter en behandling. Vær opmærksom på, at rødme efter behandlingen er helt normalt og typisk forsvinder i løbet af et par dage.


Andre behandlinger:

Hvis du har færre, men tydelige blodkar, kan elektrokoagulation være en præcis og effektiv løsning. Ved denne behandlingsmetode sender en fin nål en mild elektrisk strøm gennem huden, hvilket får blodkarret til at lukke sig og dermed mindske rødmen.

Det er vigtigt at konsultere en hudlæge, så I sammen kan finde den bedste behandling for din rosacea. Husk, at resultaterne kan variere, og det kan være nødvendigt at afprøve forskellige behandlinger, før du finder den, der virker bedst for dig.


Kilder:

Source 1: Xponent France March 2011 Dermatology Research Global Report France March 2010 – 150 dermatologists

  Source 2: National Rosacea Society (US), Rosacea Review newsletter, Spring 2012